Spring til indhold

Klubtilbud

SOCIALT SAMVÆR FOR MENNESKER MED AUTISMESPEKTRUMFORSTYRRELSER

Klubbernes målgruppe er normaltbegavede børn, unge og voksne med en autismespektrumforstyrrelse. Denne gruppe mennesker har vanskeligheder ved social integration, fordi de har omfattende problemer med at forstå og håndtere sociale relationer/interaktioner. Dette gør, at gruppen er udsat for social ensomhed og som følge deraf udsat for sekundære affektive forstyrrelser.

I klubberne kan du forvente

  • At indgå i mindre grupper
  • Venskaber
  • Ligestillede netværk
  • At lære at præsentere dig selv og dine interesser
  • Aktiviteter og spil (fx PC, brætspil, rollespil) i samarbejde med andre. Aktiviteterne er planlagt på forhånd, og du har modtaget et program, inden du møder op til den enkelte klubgang.
  • Kognitiv affektiv træning (KAT-kassen)

Tidligere aktiviteter

  • Bueskydning
  • Fremstilling af rekvisitter til rollespil
  • Bowling
  • Biograf
  • Naturaktiviteter
  • Madlavning
  • Snak om søskende
  • Teatersport
  • Café

Børne- og ungdomsklubben

KLUB FOR BØRN/UNGE MELLEM 8 OG 17 ÅR

Klubben skal være med til at danne netværk mellem ligestillede, forebygge ensomhed og træne sociale færdigheder. Klubben er åben to gange om måneden i to timer og planlægges afholdt i 10 måneder om året. Endvidere afholdes en årlig tur med overnatning.

Til klubeftermiddage er der en medarbejder pr. gruppe med tre brugere. I forbindelse med klubben har både forældre og søskende fået mulighed for at mødes og tale sammen i andre lokaler, mens deres pårørende er i klubben. Denne mulighed bliver benyttet i høj grad.

Ved ønske om optagelse skal betalingskommunen give et forhåndstilsagn om betaling. Hvis der er et betalingstilsagn indbydes barnet/den unge samt forældre til en samtale med medarbejdere fra klubben. På baggrund af denne samtale vurderes det, om der kan gives et relevant tilbud til den pågældende. Hvis der kan tilbydes et relevant tilbud i klubben, skal kommunen sende betalingstilsagn til Autismecenter Storstrøm.

Ved ønske om optagelse i klubberne eller yderligere information om klubberne kan der rettes henvendelse til Charlotte Folmer, 23 65 47 99 eller 55 36 36 00.

Opsigelse: Løbende måned + en måned